Find en af kommunens andre hjemmesider

Flere af Ikast-Brande Kommunes institutioner og afdelinger har egen hjemmeside. Du kan finde dem her ved først at vælge emne og derefter vælge den hjemmeside, du vil gå til.

Gå ind på den valgte hjemmeside

Erindringstur til Den gamle By

Tur til Den Gamle By, Erindringslejligheden.

Onsdag d. 24.6. drog en lille flok forventningsfulde brugere og personale fra Dagcenter Regnbuen/Tusindfryd i Ikast mod Aarhus. Målet for sommerudflugten var den såkaldte erindringslejlighed som åbnede i 2012 i Den Gamle By, og som primært bruges til ældre som er ramt af demens.

Da vi ankom til Den Gamle By, blev vi modtaget af en ældre kvinde, Bente, som var klædt i spadseredragt, hat og sko - præcis som var hun trådt ud af en anden tid. Der var dog også straks en borger som udbrød:" Sådan en hat havde min mor også"!

Tove snakker om kaffeBente viste os herefter hen i lejligheden, hvor en liflig duft af kaffe og hjemmebagt kringle mødte os. Lejligheden består af en 3 værelses lejlighed, som er indrettet som en lejlighed fra 1950´erne. I det øjeblik man træder ind i lejligheden er det som at træde ind i en tidslomme, og vi var da også kun lige kommet indenfor, førend flere brugere var tilbage til en svunden tid i tankerne. "Sådan en plante havde vi hjemme - bare lidt større", "Se lige der - sådan nogle postkort havde vi også".

  Herefter blev der serveret kaffe og kringle i den fine dagligstue - kaffekande og service var selvfølgelig alt sammen i gammel stil. Under kaffen blev der sendt forskellige genstande rundt - stivede forklæder, viskestykker og Richs-kaffe samlealbum samt diverse andre ting, som mange af brugerne kunne genkende og var begejstrede for. Efter kaffen gik vi rundt i lejligheden, hvor Bente var rigtig dygtig til at fortælle og til at sætte minderne i gang.

et kigForuden entre og dagligstue består lejligheden af et soveværelse, et køkken og bade-værelse. I soveværelset var der bl.a. et gammelt sengemøbel med spejl, hårbørster, forskellige dufte og parfumer som f.eks. "4711", nivea-creme osv. Dette var vældigt populært! I køkkenet var der mange små fine gamle detaljer - komfur, stel, Madam Blå samt et fint spisekammer med emballage og madvarer fra en svunden tid.  

Rekvisitterne blev studeretDet var en dejlig oplevelse at se brugerne se og dufte og føle på alle genstandene og finde gamle erindringer frem, fra da de var en lille pige/dreng. "Sådan en syltede vi også med, da jeg var en lille landmandspige" og "Neeeej, sådan duftede min Mor".  I Erindringslejligheden må man nemlig gerne røre og undersøge genstandende, da formålet er at aktivere sanserne og vække erindringerne hos den demente.

Besøget i Erindringslejligheden sluttede med at vi alle sad i den fine dagligstue og sangfra Højskolesangbogen. 

 Minderne komAlle som havde lyst, fik mulighed for
 at vælge sin yndlingssang.

 Turen blev afsluttet med en lille gåtur i den Gamle By, hvor også den medbragte mad blev indtaget. Sidst på eftermiddagen endte en flok trætte men glade brugere og personale hjem til Ikast - fyldt op af en dag med dejlige oplevelser, fællesskab - og gode minder om en gammel tid.

/ Henriette Rahbek

Dagcentret Regnbuen
Møllegade 23  -  7430 Ikast
Tlf. 9960 5233  -  heini@ikast-brande.dk